Samarbejder i landsbyklyngen ”Hånden under Midtfyn”

Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra alle områder i klyngen. Gruppen mødtes igen den 7.3.17. Her blev drøftet hvordan gruppen skal arbejde fremadrettet og sikre repræsentation fra området.

Der blev sat yderligere fokus på potentialerne i et udvidet samarbejde. Endvidere blev der, for at sætte gang i samarbejdet, besluttet, at hvert lokalområde skyder penge i en fælles kommunikations platform. 

Vi har lokalråd i tre områder og beboerforeninger i to områder, der alle inviteres til egnsmøder under paraplyorganisationen Fynsland tre gange årligt. Her mødes vi med Klyngen ” Landet på Midtfyn” og Byforum Ringe og udveksler erfaringer og samarbejder.

Espehallen koordinerer møder med idrætsforeningerne: Krarup-Espe Håndbold, Krarup-Espe Fodbold, Krarup-Espe Badminton, Midtfyns Håndbold, HEVA og Hillerslev Idrætsforening.

Vi er alle involveret i det fælles tidsskrift kaldet ”Vores Ege - Ringeegnen”, der udkommer tre gange årligt. Første gang primo marts 2017.

Lokalområderne har hver især hjemmesider og Facebook grupper tilknyttet foreninger, lokalråd, menighedsråd m.m.

Der holdes jævnligt borgermøder i Espehallen, og i lokalområderne, når der er aktuelle emner at drøfte. 

Politisk har alle fire lokalsamfund haft besøg af Faaborg-Midtfyn Kommunes Kultur og Lokalsamfundsudvalg, inden for de sidste 2 år. Her mødes borgerne med udvalget, hvor der lyttes og vi har drøftet muligheder og udfordringer samt ønsker for området uden dagsorden.

Faaborg-Midtfyn Kommune har tilbudt, at Landdistriktskoordinator Jens Peter Jakobsen bliver tilknyttet klyngesamarbejdet.

Landsbyerne stiller på skift lokaler til rådighed ved mødeaktivitet.

Etablering af klyngesamarbejde for området relaterer sig til kommunens strategier om styrkelse af samarbejdet i klynger. Klyngen vil indgå i Faaborg-Midtfyn kommunens Egnsprofil – ”Hånden og ånden”.

Der er i Faaborg-Midtfyn Kommune bred politisk opbakning til Landsbyklyngeprojekt, og er politisk blevet behandlet i henholdsvis Folkeoplysningsudvalget samt Lokalsamfunds- og planudvalget.